Kategori: Personligt

Stakkels enebørn..?

Jeg er vokset op i en stor søskendeflok, ældst af fire og med alt for stort ansvar. Dét gjorde hurtigt, at jeg forestillede mig hvor magisk det måtte være at være det eneste barn i en familie – at der altid var tid, overskud og ikke nogen at skulle kæmpe om opmærksomhed med.

Jeg ved jo godt, at mine forældre også havde ekstra ordinært lidt overskud, og at det ikke er sådan i alle familier, heldigvis da. Der findes masser af flerbørnsfamilier med glade unger med syltetøj om munden, smilende mødre og fædre der spiller fodbold i haven med afkom nr et og to, imens nr tre hænger og dingler på mors arm. Det gør der helt sikkert.

Alvin er ikke enebarn. Det er han altså bare ikke. Og alligevel hører jeg det så tit. Det er egentlig længe siden, men den anden dag snakkede jeg med en om det, én der synes at det var synd for Alvin – især når han blev større. For så er han jo alene. Jeg forstår det ikke? Han er lige netop ikke alene. Han har to fantastiske storebrødre, der har valgt ham aktivt til det meste af hans liv. De var store, da han kom til verden, 10 og 12 år, og jeg tænker at det har gjort at de har haft en hel anden interesse i ham. Børn med få år imellem sig, får givetvis et tæt bånd og kan have stor glæde af at lege med hinanden. De interesserer sig nok oftere for de samme ting, og kan få en leg med fælles tredie til at køre meget længe.

Men det jeg ser imellem Alvin og hans to brødre, det er altså så fint og særligt, og gør at jeg slet ikke bliver bekymret.

De spiller fodbold med ham, har hoppet ham rundt i trampolin i uendelige aftentimer imens han hvinede af fryd, løbet frem og tilbage med ham i hele huset under armen som en pakke postbreve, lader ham være med når de selv har venner på besøg, så han kan beundre dem og tro han er med på PlayStation spillet og holder ham i hånden over vejen. De synes han er så sød og sjov, og han forguder dem. De er en kæmpe gave til hinanden, og har ligeså meget glæde af hinanden, som søskende med mindre aldersforskel har – det er i hvert fald min påstand.

Der findes vel ikke en særlig opskrift på den ideelle søskende kombination. Det der er hele essensen, er vel om man som søskende har omsorg og kærlighed til hinanden. Jeg kender flere voksne mennesker, der ikke har så meget kontakt til sine søskende. Jeg har selv mistet kontakten til nogle af mine søskende, andre kender jeg slet ikke. Og det er jo bare så trist.

Alvin er jeg sikker på får gavn af sine brødre resten af livet. De bliver trætte af ham indimellem, men tænk på alle de flade de kan dele ud, til dem der driller ham over i skolen – dét må sgu da siges at være et ønske scenarie;-)

Da jeg var et fattigt barn

Det er længe siden jeg har skrevet et personligt indlæg. Det sidste der omhandlede min noget brogede familie, kan du finde lige her.

Jeg har tænkt nogle tanker om dét at dele min historie, nu den både har været i Zornigs Zone, og nu også Ude og Hjemme. For det er jo ikke kun mig selv jeg skriver om, jeg udleverer i høj grad min familie – selvom jeg aldrig kunne finde på at skrive navne eller vise billeder af dem, så er det jo alligevel nogle meget personlige, og indimellem barske, sandheder jeg fortæller om her på bloggen. (mere…)

Sommer-feeling på fødselsdagen

Jeg er jo et vinterbarn, har fødselsdag præcis en måned efter juleaften – og derfor fejrer jeg oftest den dag i frostvejr (eller bare nederen sjap – egentlig mere hyppigt!), stearinlys og forede sutsko. Men ikke i år. I år havde jeg nemlig besluttet at lade som om jeg er sommerbarn, og havde inviteret damerne til grill på terrassen. (mere…)

Ytringsfrihed – og hvornår man bare skal holde sin mund

I går lagde jeg dette billede op i en gruppe jeg er medlem af på facebook. Gruppen er en DIY gruppe der har fokus på redesign, og der er masser af gode idéer og inspiration at hente derinde.

Jeg tænkte lige at lille søde Anton og co kunne bidrage med lidt god stemning – og det lykkedes! En farlig masse likes strøg ind og folk synes at idéen var sød og sjov – og ikke mindst at ungerne var skønne og lige til at bide i kinderne af ren tysk Merci reklame nuttetheds faktor. Og det er de jo. (mere…)

Tilbagevendende teenage tendenser

Hvert år den 24 september rammes jeg af ustyrlige juleabstinenser, og kan næsten ikke holde ventetiden ud. Altså til julen kommer. Jeg bilder hvert år mig selv ind, at jeg skal være i god tid med det hele lige præcis dette år…og det flopper hver gang, ha ha…. Jeg har en mærkelig forestilling om at jeg er meget mere tjekket på dén front end Tim er, og hvert år gør han den teori til skamme – og det skal man jo i virkeligheden ikke klage over! For sidste år fik jeg billetter til Østkyst (mere…)

Fridag og lidt om Zornigs Zone

I dag har jeg haft fri. Og i min iver igår, hvor solen skinnede og jeg var på vej til syning, fik jeg lovet Alvin en fridag i dag. Og den har været skøn – det er der søreme ikke nogen der skal betvivle. Jeg er bare lidt træt i hovedet her til aften, efter at have brugt hele eftermiddagen på at råbe af Alvin. Som råber igen, og kort efter stikker i et totalt hyl, når jeg mister besindelsen og stamper i jorden som en tre-årig. Jow det har været (mere…)

Børn under jorden – hvem husker børnene?

De sidste to mandage har DR dokumentaren Børn under jorden været vist på DR. Dokumentaren omhandler et skilt par, der er meget uenige om deres tre børns velbefindende, og hvem der bør og hvordan de kan sikres den bedst mulige fremtid samt opvækstvilkår.

De har skændtes og bekriget hinanden siden deres fælles forældreskab ophørte, og nu ønsker de begge at have afgørende ord omkring deres børns fremtid.

Debatten har været heftig på de sociale medier, og især moren har fået mange grimme og hårde ord med på vejen. Selv ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal tro – og det eneste jeg er sikker på (mere…)