Kategori: Børn

Stakkels enebørn..?

Jeg er vokset op i en stor søskendeflok, ældst af fire og med alt for stort ansvar. Dét gjorde hurtigt, at jeg forestillede mig hvor magisk det måtte være at være det eneste barn i en familie – at der altid var tid, overskud og ikke nogen at skulle kæmpe om opmærksomhed med.

Jeg ved jo godt, at mine forældre også havde ekstra ordinært lidt overskud, og at det ikke er sådan i alle familier, heldigvis da. Der findes masser af flerbørnsfamilier med glade unger med syltetøj om munden, smilende mødre og fædre der spiller fodbold i haven med afkom nr et og to, imens nr tre hænger og dingler på mors arm. Det gør der helt sikkert.

Alvin er ikke enebarn. Det er han altså bare ikke. Og alligevel hører jeg det så tit. Det er egentlig længe siden, men den anden dag snakkede jeg med en om det, én der synes at det var synd for Alvin – især når han blev større. For så er han jo alene. Jeg forstår det ikke? Han er lige netop ikke alene. Han har to fantastiske storebrødre, der har valgt ham aktivt til det meste af hans liv. De var store, da han kom til verden, 10 og 12 år, og jeg tænker at det har gjort at de har haft en hel anden interesse i ham. Børn med få år imellem sig, får givetvis et tæt bånd og kan have stor glæde af at lege med hinanden. De interesserer sig nok oftere for de samme ting, og kan få en leg med fælles tredie til at køre meget længe.

Men det jeg ser imellem Alvin og hans to brødre, det er altså så fint og særligt, og gør at jeg slet ikke bliver bekymret.

De spiller fodbold med ham, har hoppet ham rundt i trampolin i uendelige aftentimer imens han hvinede af fryd, løbet frem og tilbage med ham i hele huset under armen som en pakke postbreve, lader ham være med når de selv har venner på besøg, så han kan beundre dem og tro han er med på PlayStation spillet og holder ham i hånden over vejen. De synes han er så sød og sjov, og han forguder dem. De er en kæmpe gave til hinanden, og har ligeså meget glæde af hinanden, som søskende med mindre aldersforskel har – det er i hvert fald min påstand.

Der findes vel ikke en særlig opskrift på den ideelle søskende kombination. Det der er hele essensen, er vel om man som søskende har omsorg og kærlighed til hinanden. Jeg kender flere voksne mennesker, der ikke har så meget kontakt til sine søskende. Jeg har selv mistet kontakten til nogle af mine søskende, andre kender jeg slet ikke. Og det er jo bare så trist.

Alvin er jeg sikker på får gavn af sine brødre resten af livet. De bliver trætte af ham indimellem, men tænk på alle de flade de kan dele ud, til dem der driller ham over i skolen – dét må sgu da siges at være et ønske scenarie;-)

En lort under puden…?! 

Alvin har fået sine første rokketænder. Og de kom på en lidt anderledes måde, end de ellers traditionelt gør.

Tim var ude at fulde sig, og når det sker, forsøger jeg altid at arrangere sy-hygge med et par veninder. Denne gang var det Mette og Maya der kom, med deres tilsammen tre drenge. To gange Sylvester og én Marius.  (mere…)