Måned: juni 2017

Når tankerne får tæsk

I dag kom Tim hjem. Det betyder jo at jeg rykker ud. Der er 122 dage indtil jeg kan flytte ind i den nye lejlighed. Første delmål må være at komme under de 100 dage, suk…

i sidste øjeblik fandt jeg et sted at tage hen, min venindes sommerhus. Jeg har været her af et par omgange nu under denne rutschebanetur. Sidst jeg var her, var det lidt mindre trist. Der var nemlig en at dele en breezer med. En blev til mange.  Det var dejligt. Jeg har faktisk tyllet en til aften dog – der lå nemlig to fra samme omtalte sommerhus aften i min bil stadig. Så sammen med det her, har det udgjort min dagsration af kalorier. Sundt og nærende?

Så snart jeg trådte ind af døren heroppe, smed jeg mig på sofaen og forsvandt ind i søvnen. Min krop, og mest af alt mit sind, var udmattet. Drænet og føltes som om det havde fået tæsk. Sådan har jeg haft det i nogle dage nu, i morgen skal jeg arbejde, så der håber jeg på mere overskud.

Da jeg vågnede, lå jeg vanen tro og stirrede ud i luften. Lidt på min mobil, lyttede til noget Guns N Roses, som har været soundtracket til mit liv de seneste måneder. Og da jeg var lige ved at blive vanvittig af den konstante følelse af mismod, venten på noget jeg ikke ved hvad er og rastløshed rejste jeg mig op og gik. Og dér på spisebordet havde min Mette lagt denne seddel og en lille hilsen.

Åh hvor blev jeg glad. Det var lige den rette dag at modtage den form for omsorg.

Selvom jeg godt ved at jeg ikke står alene, så føles det indimellem sådan. De sidse dage har været en sand prøvelse for mit sprøde sind. Så tak for dig, Mette!!!

Når det er så svært, så svært…

Efter tre måneders roderi og adskillelse, skulle man måske tro at der var kommet en eller form for rutine i det hele. Det er der ikke. Dagene er forskellige; nogle gode og nemme, andre seje og nærmest umulige at komme igennem. I dag var sådan en dag.

Jeg er endda den heldige der er hjemme i huset i dag. Så jeg har været fri for at tænke på, hvor jeg mon skal sove. Men det har ikke hjulpet. Dagen har været SÅ tung. Jeg har revet ukrudt op, ryddet op og ud og gjort klar til at huset skal sælges. Forhåbentlig lyn Børge hurtigt. Og det er ikke fordi, at det har gjort avs at være her eller se på alle vores fælles ting. For jeg er – desværre – meget sikker på, at dette er den rette beslutning for os. Og det er faktisk dét der er så svært. At alle bitte små fliger af håb, er fuldstændig knust.

 

Især da Alvin så sagde “Mor, skal I så aldrig mere være hjemme på samme tid mere..?” Åh nej dog. Det er så ubarmhjertigt. Så hårdt og tarveligt at lægge hele hans lille trygge verden ned. Hvordan pokker kan man gøre det, og stadig se sig selv i spejlet??! Og det skal vi jo ikke, altså dele de dér hverdags stunder. Vi delte dem jo desværre ikke så ofte i forvejen, men nu er det blevet meget tydeligt, at vi er fortsat i hver vores spor

Jeg rammer sådan en væg, der bare tårner sig op. Den er der lige pludselig, og er umulig at komme over, forbi eller rundt om. I dag lå jeg i sengen efter badet og spillede verdens mest ligegyldige spil på telefonen. Alvin sad i stuen og hyggede sig, og jeg kunne bare IKKE rejse mig. Nogen gange tænker jeg, om det er sådan det føles at være deprimeret? Den følelse af at blive lammet, og ikke kunne gøre noget. Jeg kan ikke engang udtænke en rationel plan for de næste ti minutter. Og havde Alvin ikke været hjemme, havde jeg uden tvivl valgt at lade dyne og søvn omslutte mig, og forsvinde ind og væk i det.

Det er frygtelig opslidende at leve i sådan nogle parallel universer, hvor man hele tiden skal omstille sig, og bruge så meget krudt på at finde ud af, hvilken situation man er i nu. Jeg vil gøre alt for, at Alvin ikke skal blive alt for påvirket af det. Men jeg synes at det er meget svært at finde ud af, hvor meget han skal vide nu, og hvor lang en horisont han kan overskue. Jeg har fx ikke fortalt ham, at vi skal flytte. Han kender ellers stedet, da søde Lukas fra vores mødregruppe bor der med sin (også skilte) mor. Jeg tror ikke at det er hensigtsmæssigt, at involvere ham i det endnu – der er jo fire måneder til. Men på den anden side, så er vi jo også nødt til at fortælle ham, hvad skiltet foran huset betyder, når det kommer op om en uge..?

Har I nogen råd eller erfaring med dette, så del dem endelig med mig..!

 

Stakkels enebørn..?

Jeg er vokset op i en stor søskendeflok, ældst af fire og med alt for stort ansvar. Dét gjorde hurtigt, at jeg forestillede mig hvor magisk det måtte være at være det eneste barn i en familie – at der altid var tid, overskud og ikke nogen at skulle kæmpe om opmærksomhed med.

Jeg ved jo godt, at mine forældre også havde ekstra ordinært lidt overskud, og at det ikke er sådan i alle familier, heldigvis da. Der findes masser af flerbørnsfamilier med glade unger med syltetøj om munden, smilende mødre og fædre der spiller fodbold i haven med afkom nr et og to, imens nr tre hænger og dingler på mors arm. Det gør der helt sikkert.

Alvin er ikke enebarn. Det er han altså bare ikke. Og alligevel hører jeg det så tit. Det er egentlig længe siden, men den anden dag snakkede jeg med en om det, én der synes at det var synd for Alvin – især når han blev større. For så er han jo alene. Jeg forstår det ikke? Han er lige netop ikke alene. Han har to fantastiske storebrødre, der har valgt ham aktivt til det meste af hans liv. De var store, da han kom til verden, 10 og 12 år, og jeg tænker at det har gjort at de har haft en hel anden interesse i ham. Børn med få år imellem sig, får givetvis et tæt bånd og kan have stor glæde af at lege med hinanden. De interesserer sig nok oftere for de samme ting, og kan få en leg med fælles tredie til at køre meget længe.

Men det jeg ser imellem Alvin og hans to brødre, det er altså så fint og særligt, og gør at jeg slet ikke bliver bekymret.

De spiller fodbold med ham, har hoppet ham rundt i trampolin i uendelige aftentimer imens han hvinede af fryd, løbet frem og tilbage med ham i hele huset under armen som en pakke postbreve, lader ham være med når de selv har venner på besøg, så han kan beundre dem og tro han er med på PlayStation spillet og holder ham i hånden over vejen. De synes han er så sød og sjov, og han forguder dem. De er en kæmpe gave til hinanden, og har ligeså meget glæde af hinanden, som søskende med mindre aldersforskel har – det er i hvert fald min påstand.

Der findes vel ikke en særlig opskrift på den ideelle søskende kombination. Det der er hele essensen, er vel om man som søskende har omsorg og kærlighed til hinanden. Jeg kender flere voksne mennesker, der ikke har så meget kontakt til sine søskende. Jeg har selv mistet kontakten til nogle af mine søskende, andre kender jeg slet ikke. Og det er jo bare så trist.

Alvin er jeg sikker på får gavn af sine brødre resten af livet. De bliver trætte af ham indimellem, men tænk på alle de flade de kan dele ud, til dem der driller ham over i skolen – dét må sgu da siges at være et ønske scenarie;-)

Mit liv i memes

Tiden er gået. Hurtigt og uendelig langsomt. Det hele blev revet over, tre gange. Og hvordan det skete ved jeg ikke helt, men alle de ulykkelige følelser og desperationen blev pludselig erstattet af raseri. Jeg tog en dyb indånding, og så fremad. Det er i virkeligheden meget simpelt.

Så nu forsøger jeg at holde øjnene på målet; lejlighed pr d 1/10. Ro. Ingen der er sur over at der ikke er handlet eller støvsuget. Det bliver sgu ret (mere…)