Måned: april 2017

Hjemløs

en ny kategori er indført her på bloggen; skilsmisse. Det kom som et chok for mig, helt kliché agtigt troede jeg at vi kunne klare alt. At vi stod sammen, også når det var tørt, kedeligt og vi igen var uenige om hvad der var det vigtigste at prioritere. Og begge synes at vi hver især valgte rigtigt. Gang på gang. Og rystede på hovedet af hinanden, vendte os væk og gik mentalt i gang med hver vores projekt.

Jeg er stoppet med at sy og alt det andet der fyldte mig op med glæde. Han synes at det var irriterende, tog tid og fyldte alt for meget. Det var nok også rigtigt. Jeg har ikke været særlig god til at gøre alle de ting der skulle til, for at han kunne slappe af.

På Instagram kan jeg følge med i alle mine cyber venners påske aktiviteter. Der er virkelig mange der går ture, er ved vandet, i sommerhus eller bare flader ud foran fjernsynet. Sammen. Så bliver jeg ked af det, og føler mig snydt. Og valgt fra. Igen. Et øjeblik ønsker jeg at de seneste uger kunne slettes fra kalenderen og vores hukommelse. Så slår det mig; hvis alt var som det plejede, ville jeg alligevel ingen billeder have at lægge op på Instagram, eller bare til mit eget lille arkiv, hvor jeg samler på de vigtigste stunder i mit liv. I hvert fald ikke billeder hvor vi var sammen. Nok snarere billeder af Alvin og jeg. Måske med nogle af mine veninder og deres børn. Men ikke af os alle. For det er jo ikke sådan det er…eller har været. For det glemte vi var vigtigt. Han prioriterede praktiske ting, og jeg prioriterede Alvin og nærvær med ham, og udelukkede nærvær med hans far.

Og så lytter jeg igen til Sean Paul og hans dutty rock-rappende Rockabye  – og husker på det vigtigste i mit liv. Ham den lille.

Så skal alt det andet nok gå. Selv et skilsmisse attack som det her.

Min kollega spurgte mig sent i går aftes hvordan det gik. Han vidste ikke noget om alt det her. Og så græd jeg. Og han trøstede mig. Vi snakkede om hvordan det skal gå, hvordan vi begge selv har haft meget større bjerge at bestige i vores barndom, end “bare” en skilsmisse. Og hver gang jeg skulle italesætte ordet skilsmisse, delebarn eller bare fremtiden væltede tårerne ned af mine kinder igen. Alverdens kram ændrer ikke på de følelser eller udfordringer, men de husker mig på at jeg ikke er helt alene. Og at selvom jeg er hjemløs i perioder lige nu, så er der så mange mennesker der rækker ud og giver mig fysiske og mentale kram. Åh det hjælper lidt. I et øjeblik.

I dag

er dagen efter jeg var til Sean Paul koncert. Det var skønt, rigtig skønt. Og numserne blev rigtig meget rystet.

Det er også dagen hvor jeg hentede Alvin hos min far, hvor han havde sovet og som (mere…)

Fuck dig, liv

Heldigvis har jeg et ocean af gode veninder. De er alle trådt til med varme og åbne hjerter. Søde Pernille har serveret det her for mig i aften, efter en lang arbejdsdag og skizofrent humør (mere…)